Besøget på Domaine de Mairan, Puisserguier startede i virkeligheden en aften i vores sommerferie. Vi nød en dejlig middag på en af de bedre franske restauranter i vores ferieby
Marseillan. Restauranten ligger i centrum af byen, men kan være lidt vanskelig at få øje på fordi den har gemt sig i et hjørne ved "Marché couvert", den overbyggede historiske markedsbygning, som dominerer pladsen. Restauranten hedder "La Table d'Emelie" og er værd at få øje på og besøge. Hvis man ellers er til fransk mad, er det stedet!
 |
La Table d'Emilie, Marseillan |
Nå, vi havde bestilt restaurantens fire retters menu, der ud over forret, mellemret, hovedret og dessert inkluderer to appetizers og ostebord mellem hovedretten og desserten. Det lyder dyrt, men er det ikke efter danske forhold. Middag for to inklusiv apéritif og gode vine koster omkring 700-800 kr.
Selvom man giver sig god tid til at nyde maden er måltidet overdådigt og (næsten) mere end man orker at spise!
Fisk og skaldyr er rigeligt repræsenteret på menukortet og vi havde valgt retter, som hovedsageligt var egnet til at nyde med en god hvidvin. Da vi nåede til osten blev vi imidlertid enige om, at den vidst fortjente et glas rødvin.
Vi bad derfor tjeneren om at finde en god lokal rødvin, som efter hans mening, var velegnet til husets ostebord. Og ja, det var så en Mairan. Den syntes vi faldt i god smag. Vi fik tjeneren til at noteret os navn og adresse samt forklare os, hvordan vi kunne finde vingården, så vi kunne besøge stedet.